Én mand med holdninger

En mand i orange heldragt gør en bøtte med rød maling klar i ly for vinden af Nausten. Den svage duft af træ, hav og traditioner indgyder tryghed og han deler varmhjertet ud af sine holdninger. Han er tilsyneladende den eneste med holdninger og synspunkter på Den frie Lærerskole - højborgen for debat og diskussion, arvtager efter Grundtvig og Kold. Tidsskriftet har sendt en reporter ud for at undersøge dette særtilfælde, der til daglig går under navnet Troels Guldager Nielsen.

Jeg møder Troels idet han skal til at male Lindheimsunds årer efter vinterhiet. Han er dybt engageret i vikingeskibet og det tilhørende skibslaug, og samtalen føres straks ud i skibslaugets situation: »Noget, der er lidt mærkeligt på DfL, som var anderledes tidligere, er vores foreningsliv. Det er i knæ på en eller anden måde.« Han går i gang med at male den første åre med den klare røde farve. »Skibslauget har ingen tilslutning overhovedet. Det har ikke været dalende, det har faktisk været stabilt over de sidste par år, men det er det absolut ikke nu.« Man mærker hans tydelige passion for skibslauget, og det kobles også hurtigt til hans holdning til demokrati: »Hvis demokrati er at man møder op til de store besluttende forsamlinger, hvor man kun siger noget, så synes jeg, at demokratiet er hult og kedeligt. Jeg har svært ved at se, hvorfor vi skal lægge så meget vægt i det, hvis det ikke er det vi praktiserer i hverdagen.«

Man forstår altså på Troels at demokratiet ikke kun er “de store besluttende forsamlinger”, men også - og måske i særlig grad - de aktiviteter, der er en del af skolens liv og væren. De aktiviteter, der binder os sammen på tværs af årgange og personligheder.

Det er det hverdagsmæssige, der er afgørende?

»Det er rygraden for at man overhovedet kan mødes. Det at føle sig ansvarlig for fællesskabet.«

I en af Troels’ tænkepauser bliver han distraheret af opgaven foran ham. »Jeg er i tvivl om hvor meget jeg skal pletmale det her.« Hans strøm af holdninger til demokrati bliver afløst af historier om sejlads og vikingeskibet. Jeg kan kun stå og lade mig blive ført ind i en verden af sejlads, samarbejde og fællesskabsånd. Det sidste ord er et buzzword for Troels, der straks fører videre til en historie om fællesskabet på DfL: »Når vi trækker Lindheims ud af Nausten, kommer hele skolesamfundet og hjælper. Nogle af lærerne er med. Det er super. Det er så hyggeligt. Man kan mærke at der er en opløftet stemning blandt folket.« Troels begrunder denne opløftede stemning med behovet for at være så mange til at klare en sådan opgave. »Alle føler at de bidrager. Folk snakker om det: “Så er det også tid til det igen. Fedt”.« Han står alene og trækker den røde maling hen over årerne, men det påvirker ham ikke synderligt.

Fra det store fællesskab med de besluttende forsamlinger og fællestovtrækkeriet bevæger samtalen sig hen til det lille fællesskab - hans ornitolog-klub. Jeg føler at jeg trænger mig på ved at søge ind på emnet, men han stopper mig hurtigt: »Jeg vil altid gerne snakke om fugle.« Han beretter om de fugle-entusiastiske forældre, der har givet deres passion videre til ham, og hvordan han i denne passion fandt et nyt fællesskab. Og i samtalen om dette lille fællesskab, afslører han flere af sine holdninger: »I det lille fællesskab får man lov at arbejde kraftigt med et eller andet - altså emneorienteret med noget man synes er interessant.«

Hvad kan det lille fællesskab så i forhold til det store?

»Jeg synes at det giver et tilhørsforhold. Når jeg ved om dig, at du spiller musik i det der band, så har jeg en forståelse af dig, selvom den måske er lille. Og når du ved at jeg kigger på fugle, så vil du også have noget på mig. Det giver os en viden om hinanden, som jeg synes er rigtig vigtig for et fællesskab«

Idet han siger det, flyver en fugl hen over os og skræpper. Han vender straks hovedet mod himlen for at finde den. Jeg prøver at blære mig lidt ved at konstatere at det var gæs, men han overgår straks og uden tøven ved at specificere at det var en bramgås. Han er først tilbage i fokus igen, da jeg fortæller at den fløj over bygningen.

Han afslutter interviewet ved at fortælle om ornitologklubbens seneste påfund: de udlover en dusør til den første, der beviseligt kan sige at de har set en sanglærke. Dermed er det givet videre til læseren, som forhåbentlig tager udfordringen op. Dusøren er en øl på undergrunden.

Da jeg forlader Troels i arbejdet med at male årer, går det op for mig at jeg har fået et sjældent indblik i hvordan det er at være den eneste med holdninger på Den frie Lærerskole. Den ensomhed, han må gå rundt med hver dag. De holdninger, han ikke kan genkende hos andre, fordi der simpelthen ikke er nogle at finde. Det går også op for mig at han undervejs i interviewet ikke bare har malet årerne røde igen: han har også malet et billede af et DfL, der har ændret sig.

#særudgivelse #demokrati #ornitologklubben #énmandmedholdninger #debat #stormøde