Særudgivelse: Debat om skolens demokrati 2.0
- Christian van Deurs Thomsen
- Feb 10, 2017
- 4 min read
Af Christian van Deurs Thomsen, årg. 2012
En person der ønsker at holde et oplæg, har naturligt noget på hjertet. Det er vigtigt, at kunne mærke dette engagement, der brænder i vedkommende, dog uden at folk føler en alt for stor blokade over selve fremstillingen. Denne blokade kan desværre resultere i, at vigtigheden af selve indholdet ikke kommer til syne, og der i stedet sker en unødig splittelse folk imellem.
En måde at komme dette problem til livs kunne være, at udforme en liste med ”gode råd”, eller ”refleksionspunkter”, som personen der kommer med oplægget/punktet til fx. stormødet, skal have overvejet inden henvendelsen. Vi skal dog som skolesamfund selvfølgelig kunne rumme, at folk ”laver fejl”, gør deres bedste, og får lov til at forsøge igen! Vi er i gang med at lære, og denne læring kommer nogle gange i form af hudafskrabninger på albuerne.
For at disse gode råd bliver vedkommende, for at minimere udgifter til plastre og bandager, og for at fjerne lidt af magten og ansvaret fra forretningsudvalget, vurderer jeg, at det vil være mest værdifuldt, hvis det er studerende og undervisere på Den Frie Lærerskole, der selv formulerer refleksionspunkterne. Dette kunne blive gjort ved evaluering i basisgrupperne, hvor lærere og studerende ikke stemmer, men snakker sig frem til, hvad der skal indgå i et godt, sagligt og vedkommende oplæg. Dette kunne foregå i forlængelse af en fællestime, hvor vi inviterer en ekstern foredragsholder, der netop har specialiseret sig i, hvordan man sammensætter et velfungerende oplæg.
Det skal dog siges, at man, i visse tilfælde, ikke kan komme uden om, at ”trykke folket lidt på maven”, hvad angår selve indholdet af oplægget. Det synes jeg nu heller ikke, vi skal være bange for. - Intet trænger mere til en forbedring end andre menneskers vaner!
I 1955 var Rosa Parks hadet af hvide folk i en bus.. I dag takker vi hende alle for, at have udviddet vores sociale- og samfundsmæssige bevidsthed. - Al forandring er svær til at starte med, så lad os gøre det sammen!
Af anonym
Sidste gang blev der skrevet om person A og person B, og en vil her skrive et modsvar:
Det er på ingen måde person B’s ansvar ”at finde en løsning på, hvordan person A kan få opfyldt sit behov uden at skade person B”!
Hvis p.A (som nok er en fyr i eksemplet) har et behov for at have sex med p.B, skal p.B da ikke på nogen måde sørge for at p.A ikke går hjem alene. Det er sgu for latterligt!
P.A’s behov skinner klart igennem - at få noget på den dumme hos p.B (eller et sted at sove, hvilket virker fjollet). Hvis p.B skal hjælpe med at finde en løsning på ”opfyldelse”, så ryger lorten jo bare videre. Behovet er der - det skal forløses, inden nogen går hjem.
For at dette ikke bare bliver til mundlort, vil en også kaste lys på forskellen mellem behov og lyst. Det at ville have sex er ikke et behov - det er en lyst. Lyster er ikke noget, der for alt i verden SKAL opfyldes. Behov føles som noget, der skal opfyldes, før man kan være glad, men hvis man har et behov for sex, er man måske nymfoman.
En vil på ingen måde hænge folk ud, men eksemplet fra indlægget var uheldigt valgt, hvis man gerne vil have noget bestemt igennem. Der er bare nogle emner, som ikke egner sig til at være eksempler til en filosofisk pointe. Selvom pointen og intentionen er velment. Det er vigtigt at huske på i enhver demokratisk debat.
Debatten om kødfri dage får pludselig en helt ny betydning.
Skribenten har ønsket at være anonym af personlige årsager.
Af Nikolaj Rosvig Sørensen, årg. 2015
Til sidste stormøde blev afstemningsmuligheden ’hverken for eller imod’ genstand for diskussion og redefinering. Jeg tror dette skyldtes to grunde. Den ene er, at der ved afstemningen om kødfrie dage ved forrige stormøde, var en ualmindelig stor gruppe som stemte ’hverken for eller imod’, og den anden er, at der ved samme afstemning, var mere på spil ift. hvordan stemmerne fordelte sig. Min påstand er, at der i modsætning til afstemningerne omkring årsplan og budget, var flere følelser i spil.
I HCØ hænger der et billede af Hannah Arendt med tilhørende citat: ”The sad truth is that most evil is done by people who never make up their minds to be good or evil.” Pointen i dette citat er, at ondskab ikke optræder i nogen bestemt form. Vi kan altså ikke ud fra etiske teorier ’beregne’ eller på logisk vis bevise den sande ondskab. Ondskaben optræder derimod, når en person glemmer at spørge sig selv hvordan han/hun bør være.
Den samme pointe forsøgte vi ved forrige stormøde at vise ved at tage udgangspunkt i splittelsen mellem personlig frihed og politisk frihed. Vi tog altså ikke sagen op, fordi vi mente at gøre krav på en sandhed om hvad der er rigtigt og forkert. Vi tog sagen op, for at give alle mulighed for at forholde sig til, hvordan de mente at verden burde være. Derfor valgte vi heller ikke at bruge tid på tal og fakta, for hvis vi stod og viste tal og fakta, ville vi allerede gå ud fra at vi tænkte éns. Dermed ville vi pålægge alle den samme mening, nemlig at CO2-udledning er ondt.
Jeg tror at moralske handlinger altid udspringer af følelserne. Derfor er moral så svært at diskutere, især på et stormøde. Man kan sidde tilbage med følelsen af at være et ondt menneske. Lige netop derfor er det vigtigt at hævde retten til at sige og mene hvad man vil. Men vi kan ikke ignorere de moralske spørgsmål. Hvis stormødets beslutningskompetencer reduceres til spørgsmål om budget og årsplan, er det for mig at se et demokrati, som ikke tør være demokrati som livsform.
Comments