Mellem mennesker

 

Af Ronja Andersen, årg. 2011

 

 

Nogen påstår, at vand udgør 60 % af din kropsvægt. Mange glemmer dog at tage højde for alderen. Alderen er nemlig altafgørende for hvor meget vand din krop i virkeligheden rummer. Hvis du f.eks. tager en baby, så vil den baby indeholde mere vand, rent procentmæssigt, end en voksen mand. Vand er i øvrigt ikke det samme som blod, selvom begge dele er flydende. Jeg kan sagtens mærke forskel på mit blod. Mit blod er sat i sirligt system og inddelt i årer, hvorimod mit vand er én stor masse, der skvulper uhæmmet løs i min krop. Det skyldes, at jeg er en vandskabning. Da jeg er en skabning skabt af vand, drikker jeg rent principielt ikke vand. For hvad ville det i så fald gøre mig til? Præcis. Kannibal. Saftevand er dog ikke medregnet.
Jeg bor i et mellemstort hus af gule mursten sammen med min mor og far. Jeg har lange ben, to bryster, tre deller på maven, når jeg sidder ned og flere hår under armene end jeg gider tælle. Hver nat sover jeg mellem min mor og far i den store dobbeltseng i deres soveværelse. Det er det bedste jeg ved. Det er lettere at sove mellem dem end at snakke med dem eller at tænke på dem.  Det værste jeg ved, er at køre i bus. Der er for meget snak, og for mange skuldre, der besudler mig. Jeg gider ikke strejfes af din klamme jakke! Hvad værre er, når folk kigger på mig. Har du fået glosuppe til morgenmad? Eller hvad. Har jeg tit lyst til at spørge. Andre gange får jeg lyst til at ofre mig selv, skære en tyk flænge i mit bryst, så alle gloaberne kunne få en gigaekspres vandstråle lige i fjæset. Øv, så kunne de rigtig stå der med vådt hår og rendende mascara og fortryde, hvordan de nedgloede en ganske ægte vandskabning. Bitches.
Som den kvikke læser måske har regnet ud, så er jeg ikke så vild med at komme ud mellem mennesker. Mine forældre er enige og, især min mor, støtter mig heldigvis i min beslutning om, at mit liv primært leves på mit værelse og i mine drømme, blandt mor og far i den store dobbeltseng.
Hov.
….
Hørte I også det?
 FUCK!
Nejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnejnej.
Det er kraftedme telefonen!
Der ringer!
Men mor er i bad!
Så må en spørge sig selv; hvad er værst? At stå og være i bad og få tusind klamme stråler indmadsvand nedover sig, eller bare at tage et simpelt rør?
Jeg havde bare ikke set den komme.  
Mine hænder klør på samme måde, som hvis jeg var en gammel klam mand, der ikke kan holde på sin kaffekop.
SHIT! Fint nok.
-”mh”
-”Goddag! Du taler med Michael. Nu skal du høre! Jeg ringer fra Røde Kors, fordi vi har brug for din hjælp. På søndag er der landsindsamling, hvilket betyder, at vi samler ind til fattige og sårbare mennesker i verdens brændpunkter. Da vi kan se, at husstanden tidligere har støttet indsamlingen, håber vi derfor meget, at du på søndag vil afsætte tre timer til at hjælpe os.”
-”mnh… Okay, ses så. Farvel”

Michael. Flot navn. Ligesom ærkeenglen. Jeg blev ved med at gentage alle hans ord oppe i hovedet. Han havde sagt så mange ord, så mange ting, der havde efterladt mig flere spørgsmål end svar. Det vigtigste spørgsmål, og det spørgsmål, som fik mine ører til at gløde og min hals til at snøre sig sammen, var hvad sådan en som Michael dog ville med sådan en som MIG? Hvorfor var det lige mig, af alle mennesker, han spurgte om hjælp? Jeg kan ikke huske hvornår det nogensinde er sket, og da slet ikke fra sådan en som ham. Med sådan et prægtigt navn og sådan en blød og mørk og dyb stemme. Jeg måtte være noget ganske særligt i Michaels øjne. Fra den dag af begyndte jeg at overveje hvordan jeg kunne slippe afsted med at mødes med Michael uden, at mor fandt ud af det.  Min første plan var bare at spørge om lov, men ved nærmere eftertanke vidste jeg godt det ikke ville gå. Mor ville være for bekymret – sikkert for at miste mig til min store kærlighed. Tænkte jeg lige dét? Min anden plan – og den plan jeg har tænkt mig at holde mig til, er at stikke af. Helst i nattens mulm og mørke, så mine omklamrende forældre ikke kan stoppe mig. Det klogeste ville være at stikke af lørdag nat, dagen inden Michael og jeg skulle mødes, især fordi mor altid har aftenvagt den første lørdag i måneden. Der var ikke lang tid til, og der var mange ting, jeg skulle tage højde for inden.
1. Pakning: Jeg skulle have pakket til min rejse. Jeg regnede med at bruge min gamle skoletaske. Jeg skulle huske min tandbørste, shampoo, panodiler, tamponer, negleklipper og ikke mindst håndspritten. Dertil skulle jeg pakke tøj og rene underbukser til alle dagene. Men hvor mange dage skulle jeg være væk? Kun Guderne kunne jo svare på, hvor længe jeg skulle bo ved Michael? En uge? To? Måske ville jeg komme til at flytte ind hos ham og aldrig komme hjem? Flere steder har jeg læst, at forelskede mennesker kan finde på de mest sindssyge ting.
2. Transport: Hvordan skulle jeg komme hen til Michael? Busser var naturligvis udelukket og kørekort havde jeg ikke. Så jeg blev enig med mig selv om, at gåben skulle være vejen frem. Så ville jeg også opnå de ønskværdige 1000 daglige skridt.
3. Mad: Hvordan skulle jeg få noget at spise? Madpakke; let, mættende og med alle de vitaminer jeg skal have dagligt. Pølser og fastfood er hverken godt for fordøjelsen eller dit generelle helbred. Pizza med salat på kan være en anden sag, men den mulighed er under alle omstændigheder udelukket, da vi herhjemme kun bestiller pizza én gang om måneden, og at det desuden kun er mor, der har nummeret.

Da natten endelig oprandt, følte jeg mig på en eller anden mystisk måde nervøs. Men hvad var der at være bange for? De andre mennesker? Jamen, de lå jo og sov nu. At blive våd? Nix. Ingen regn eller vandpytter – DMI ville ikke lyve om den slags. Der var vitterligt intet at frygte. Jeg listede mig stille forbi far, der var faldet i søvn foran fjernsynet. Det var langt lettere at åbne hoveddøren og snige mig ud i virkeligheden end jeg havde troet. Næsten som var det i en af mine endeløse, flygtige, drømme. Det sværeste var at tage det første skridt ud i indkørslen. Det summede og prikkede helt oppe fra hovedbunden og helt ned i tissekonen. Faktisk føltes det som om jeg skulle tisse flere gange, men jeg havde tisset af, så det var noget pjat. Før jeg havde set mig om, var jeg gået helt ud på fortovet. I raskt og målrettet tempo gik jeg fremad. Jeg kiggede stift ned i fortovet, i frygt for at hele verden skulle falde ned i øjnene på mig, hvis jeg kiggede op. Eller bare himlen og alle dens tusinde sole. Jeg frøs en lille smule, og den kølige blæst blev ved med at trænge ind gennem min jakke. Frisk luft har aldrig været noget for mig. Mor er ret begejstret for det, men jeg foretrækker den tunge, døsige og varme luft på mit eget værelse. Faktisk savnede jeg den så meget lige nu, at jeg var lige ved at vende om af bare selvmedlidenhed. Var Michael virkelig det værd? Tænk hvis han elskede at lufte ud i sit hjem, og ikke gad at tænde for radiatoren om vinteren? Så ville jeg jo dø af kulde, og alt mit indre vand ville fryse til is. Så er kloge råd dyre for en vandskabning som mig. Alligevel fortsatte jeg, hvor jeg fik modet fra kan jeg ikke svare på.  Lige så hurtigt alt mit mod var kommet, lige så hurtigt forsvandt det igen. Jeg kunne nemlig mærke små, kølige dråber af vand på min pande. I det fjerne kunne jeg også høre noget rumle. Var det mig, der var ved at blive sindssyg, eller havde DMI taget fejl? Jeg nåede ikke at tænke tanken til ende, før det var overalt. Vand på gaderne, vand i træerne, vand i skyggerne, vand i lygtepælene, vand på mig, på mit tøj, på min næse, i mit hår, det trængte ind ad sprækkerne i min jakke og ned i åbningen af mine sko. Det kom ovenfra og fra siden, og plaskede op på mig igen fra vandpytterne. Det kom i stråler og løb i lange, å-lignende baner.  Jeg blev helt paralyseret og kunne ikke længere tænke klart. Verden blev sløret, i takt med at min krop begyndte at ryste ukontrolleret i frygt, kulde og væmmelse. Jeg satte i løb og løb og løb og løb igennem alt det, der var mig. Jeg kunne ikke kende forskel på op og ned eller på højre og venstre. Det eneste jeg kunne tænke på var at komme væk fra de hånende og våde, våde, våde, stråler, der ville opsluge mig og tilintetgøre mig. På forunderligvis førte mine fødder mig hjem, uden at jeg nåede at registrere hvordan. Jeg åbnede hoveddøren, der lignede sig selv. Hvordan kunne alting ligne sig selv efter alt det der var sket? Selv far lå stadig og sov i sofaen og havde ikke engang opdaget, at jeg var væk. Jeg gik ind på mit værelse og mødte straks mit eget spejlbillede i det store spejl. Der stod jeg og betragtede mig selv. Jeg var ikke længere bange. Det var egentlig underligt i betragtning af, at jeg stadig var drivvåd… Stille, og uden panik, tog jeg mit våde tøj af.  Helt inderst inde, vidste jeg, at jeg i nat ikke ville sove mellem mor og far. Hvad ville Michael ikke også sige til dét? Hvem vil have en kæreste, der stadig sover mellem sine forældre?