Hverken mere eller mindre

 

Af Louise Aagaard Hviid, årg. 2011

 

 

Jeg skal være dansklærer. Og det er ikke bare noget jeg har tænkt på et kådt øjeblik i en rødvinsbrandert, eller noget som mine forældre har indoktrineret mig til som den rette arv efter dem. Næh, det har jeg selv valgt. Og om blot et år kan jeg såmænd tituleres som; Frk. Hviid, Dansklærerinde anno 2015. På det tidspunkt er jeg blevet 30 år, har trådt mine flade studiesko i Ollerup i 5 år, og står der med beviset i hånden ved den første rigtigt voksne korsvej ud i livet - en profession og et kompas rigere. Jeg er blevet dansklærer. Tja… og hvad så?

 

 

Ja, så skal der dæleme dannes og uddannes nogle unge mennesker udi vort modersmål og den dertil hørende kultur, norm og ånd, så de på den anden side af skolens mure kan gå med rank ryg ud i verden med rygsækken fuld af fantasifuld refleksion og indsigt i dem selv, sproget, litteraturen og samfundet omkring dem. Det er ikke så lidt. Faktisk er det ganske meget. Og det er ikke uden svedige hænder, at den kommende dansklærer skal ud og videreføre arven for alle dansklærerne derude. Alle dem med 2 par lilla briller i håret, dem som har 4 store ringbind med tekster de bare ved fungerer, alle dem som retter stile med venstre hånd, dem hvis elever er helt opslugte af Herman Bang og af en eller anden grund altid kan prale med et klassegennemsnit på 11,3. Jeg går ikke med briller, og jeg har kun et ringbind med gamle regninger i. Men alligevel tror jeg nok det skal gå. Faktisk er jeg ret vild med tanken om at skulle være nogens dansklærer. For jeg elsker også Herman Bang og hans litterære kolleger – i hvert fald er jeg fuldstændig betaget af sprogets fantastiske evner. Her snakker vi intet mindre end superkræfter. Man sidder der i sin sofa en søndag aften, med en undseelig, lille firkant mellem hænderne. Uden på står der bare ’Forføreren’. Ved første blik inden i er der blot et væld af ord på en hel masse sider. Der er ingen billeder, der er ikke leflet for blikfanget med farver eller skrifttype. Det ser i virkeligheden meget kedeligt ud, vurderet ud fra moderne teknologis vide muligheder. Som øjnene linje for linje glider hen over de sorte klatter, sker der dog pludselig noget. Helt intetanende og uforberedt står man pludselig ansigt til ansigt med en isbjørn på Grønland, pludselig er man inde i et kirkeorgel, så med i en hed sexscene, er TV producer, spiser ferskner. Uret tikker, og siderne æder hinanden, men pludselig bliver man bremset brat. Midt i det hele er der pludselig en linje, der som en pil skyder ind i mellemgulvet og trækker tårer frem, ord der er så smukt sat sammen, at man er nødt til at klodse bremsen og smile, måbe eller gyse. Kaffen på bordet er for længst blevet kold og hjertet hamrer i brystet.

 

 

Med fare for at komme til at virke sentimental og en smule rødvinssnalret, så er det her altså både rørende og vigtigt. Hvor er det altså bare hulens vigtigt at videregive disse hemmelige superkræfter som ligger i bøgerne. Det er ikke blot stærke sager, men det er en vigtig nøgle til udvikling af empati. Havde Essay Louise Aagaard Hviid Ollerup, d.23/11-14 jeg fx ikke læst Helle Helle, så havde jeg aldrig mødt John og Putte, der har en hel kiste med spil og kort i stuen, og som spiser toast med smør, der drypper ned i den hvide stofsofa. Jeg kommer faktisk aldrig på Lolland. Jeg kender ikke til depression og ensomhed, og har da heller aldrig været på Grønland.

 

 

Nu har jeg så valgt at skulle være dansklærer. Ikke matematiklærer eller historielærer, nej dansklærer. Spørger man mine forældre, er det ikke nogen synderlig stor overraskelse, at det skulle blive min vej. Louise var et barn som elskede skole, elskede diktater og elskede at være på rejse med Anders And, De tre Detektiver og Harry Potter, også allerede før jeg startede i skole. I gymnasiet slog Dan Turéll døren ind til lyrikkens verden, og Søren Kierkegaard og eksistensfilosofferne var en øjenåbner af rang i de sidste skoleår. Når jeg kigger rundt i mit hjem nu, har jeg da også en bogreol med en vis form for kulturel og litterær kapital, der passer godt ind i billedet af en dansklærer-studerende på snart 30 år. Selvom nogle af dem bare står og signalerer kulturelt overskud, og aldrig er blevet åbnet, så er der steder i reolen der nærmest sitrer af oplevelser, der har gjort en reel forskel for min tilgang til verden, min oplevelse af menneskelige relationer og indsigt i mig selv - især som voksen. Til min konfirmation fik jeg ’Tove Ditlevsens samlede digte’. Den grønne bog blegnede usandsynligt meget på gavebordet ved siden af de 5500 kr. og den Nokia 3210 der havde været højest på listen. Det var edermugme en kedelig gave. Det var Tante Ragnhild der gav mig den. Jeg er nu 28, og forleden besluttede jeg mig for at sende hende et brev for at sige hende tak for gaven. Sådan rigtigt tak. Jeg ved ikke hvad det er, men de små vers er krystalklare sandheder om meget enkle ting i tilværelsen. Når Tove D fx afslører ligningen om ’de evige tre’, så giver det pludselig mening, at det kan være svært at finde rundt i kærlighedens kroge. Hun giver mig et spejl at forstå mig selv i, og et spejl jeg til hver en tid kan hive ud af reolen og blive klogere af at kigge i.

 

 

Nu er vi ved at være fremme – for det er den hemmelighed, jeg gerne vil afsløre for de unge derude, som om nogle år bliver mine elever. Det er heller ikke så lidt, det ved jeg. Det er et truet projekt, men jeg er fortrøstningsfuld. At vise underet – det er jo det vi gør når vi underviser. Men hvordan kan vi fjerne de pligtfyldte lag, som klasselokalet emmer af, så de kan tjekke ind i rummet som dem selv og åbne deres små teenagehjerter for andet end hinanden og verden i de sociale medier? Hvordan kan vi få dem til at forstå at skole ikke er lig med pligt, men at de kan blive berørte og bruge sig selv, hvis de vil? Hvis de i danskfaget skal dannes - og lære noget om dem selv og verden omkring dem, så har vi et arbejde foran os, hvor der skal brydes nogle mure, og hvor de tekniske færdigheder i analysen skal inddrages varsomt og reflekteret og trænes bevidst.

 

 

’Når man for alvor skal rykke et menneske et nyt sted hen – så skal de berøres eller bevæges’.

 

Det sagde min forstander på mit praktiksted sidste år i sin afslutningstale, og i det ganske højstemte øjeblik blev jeg faktisk klar over, hvorfor jeg skal være lærer, og særligt hvorfor jeg skal være dansklærer. En ting er nemlig sikkert: Der er stærke kræfter på spil i litteraturen, der kan flytte os både langt og dybt. Tilbage ved den forestående voksne korsvej, står kompassets retning altså mere klart. Jeg skal være dansklærer, og i med det projekt vil jeg forsøge at åbne nogle hjerter. Hverken mere eller mindre.