Medierne skaber unødig frygt

 

Steffen S. Illemann, årgang 2013

 

Risikosamfundet

I en del år efterhånden har man talt om, at vi lever i et 'risikosamfund', men hvad vil det egentlig sige? Er tilværelsen objektivt set mere risikabel i dag end for f.eks. hundrede år siden? Eller er det bare os, der er blevet mere opmærksomme på tilværelsens risici? 

En øget risikobevidsthed, der måske ikke mindst skyldes de moderne massemediers konstante fokusering på risikovurdering inden for f.eks. terrorangreb, vold mod ældre, road rage eller sundhedsrisici. Mediernes stærke fokusering på det usædvanlige og det ekstraordinære medfører, at dagligdagens måske langt større risici underbetones.

 

Medierne fremavler frygt

Medierne er frygtens helt store smittebærer, som inficerer alle, fortæller Michael Hviid Jacobsen, som har forsket i angstens anatomi og frygtmekanismer i det senmoderne samfund. Han mener problemet med medierne er, at de ofte skriver de nyheder, de rapporterer, ind i en såkaldt problemramme, så begivenheder, der egentlig ikke er problemer, bliver fremstillet som om de alligevel er store problemer. Som et konkret eksempel nævner professoren sygdommen SARS, der førte til, at regeringer verden over opkøbte store mængder medicin, så hele befolkningen kunne blive vaccineret mod sygdommen. “Så sad man bagefter tilbage med et kæmpestort reservoir af medicin, som ikke kunne bruges. Men man kan altid diskutere, om det er en overreaktion, eller om det er rettidig omhu. Det er som regel kun noget, der kan afgøres, når man ser bagud,” siger Michael Hviid Jacobsen (Berlingske, 25. juni 2014).

 

Rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, er enig i, at medierne i alt for mange tilfælde fremavler og dyrker bekymringer via journalistikken. “Når man åbner for radio og tv, handler hvert andet program om noget, der er lige ved at ramle. Den bekymringspsykologi spreder medierne. Det kan vi gøre bedre. Medier kan være med til at sætte begivenhederne ind i deres rette perspektiv – eller de kan blæse dem ud af proportioner,” siger han (Berlingske, 25. juni 2014).

 

Skulle nogen medier ville forsvare sig med, at folk ellers ikke gider købe avisen, klikke sig ind på hjemmesiden eller tænde for nyhederne, mener Jens Otto Kjær Hansen, at det er en dårlig undskyldning og i øvrigt en forklaring, der undervurderer folks dømmekraft. “Nogen vil sige, at de kneb er nødvendige. At folk ikke ville gide deres medier, hvis de var mere balancerede og moderate. Men den myte tror jeg, at medierne og journalisterne selv er med til at opbygge,” siger han (Berlingske, 25. juni 2014).

 

Hvor blev objektiviteten af?

Tendenser til proportionsforvrængning, overdramatisering og personfiksering er et fænomen og en tendens man har haft øje på herhjemme i en del år. I bogen 'Journalismens meningsløse ulidelighed' (Høst & Søn, 2000) argumenterer journalisten Kurt Strand for, at den klassiske, kritiske og dybdeborende journalistik herhjemme i stigende grad erstattes af en overfladisk, forenklende og sensationssøgende journalisme. En fortsat udvikling der må bekymre, i en tid hvor de trykte medier i stigende grad presses af de elektroniske, og hvor også vores public service-kanal, DR, synes at være præget af den øgede kamp om seerne, som er skabt af det eksploderende udbud af kommercielle tv-kanaler og et skifte til internetbaseret underholdning. Det ekstremt hastige nyhedsflow bevirker, at mange sager hurtigt går i glemmebogen, når først de har mistet den umiddelbare nyhedsværdi. Hvis medierne gjorde mere ud af at følge op på givne sager, også efter at den umiddelbare interesse måtte have lagt sig, kunne vi måske få et mere afbalanceret syn på hverdagens risici.

 

Kan og skal vi gøre noget?

Vi kan ikke regne med, at medierne selv løser deres problemer i forhold til konsekvensen af deres praksis over for den modtagende befolkning. Men hvad kan vi gøre som individ og befolkning?

En modreaktion på mediernes overfladiske behandling af viden har været en øget stigning af alternative medier udført af privatpersoner. De seriøse af dem bryster sig af god journalistisk etik og objektivitet og søger at være et reelt alternativ til mainstream-medierne. Man skal dog ikke lede længe, før man finder propagandaspredende medier, der har fundament i konspirationsteorier og som fuldt ud udnytter vores frygtmekanismer. Der er dog ikke nogen grund til at smide babyen ud med fødevandet. Det virker for mig som et godt alternativ, da man har mange perspektiver at vælge imellem. Dog bør vi søge flere løsninger.

 

Vi skal kigge tilbage for at se fremad

Før vi som befolkning kan skabe en konstruktiv dialog om vores mediers udvikling og udviklingens konsekvenser for os, må vi have god viden at gå ud fra. En grundig analyse af medieverdenens tænkning og rationaler i forhold til deres praksis må udføres, før vi kan starte denne dialog.