Er der grund til at frygte

muhammedtegningerne i skolen?

 

 

Jack Sørensen, årgang 2013

 

 

I kølvandet på det såkaldte terrorangreb på Krudttønden i februar bliver ord som Muhammed, tegninger og ytringsfrihed igen omtalt, diskuteret og proklameret i øst og vest. Ikke mindst i forbindelse med skolen og dens virke som formidler af kultur, religion og historie. Samfundet stiller nu spørgsmålene “Skal der undervises i muhammedtegningerne og den efterfølgende krise? Og i så fald hvordan?”

Jeg mener, det er vigtige spørgsmål for os som kommende lærere. Derfor vil jeg præsentere jer for, samt vurdere, et par bud på besvarelse af de spørgsmål.  

 

 

Muhammedtegningerne skal i skolebøgerne

 

Det mener formanden for religionslærerforeningen, John Rydal, og han udtaler samtidig til DR: ”De tegninger udløser noget, der kunne ligne en religiøs reaktion, som så udvikler sig til et samfundsproblem. Så der er mulighed for at få belyst, om der er en sammenhæng mellem religiøsitet og følelser.” (6/3-15). John Rydal mener altså ikke, at vi skal frygte muhammedtegningerne. Tværtimod taler han for, at der ligger et stort undervisningspotentiale i at bruge tegningerne. Det mener jeg, der er en reel pointe i. Potentialet kommer især til udtryk gennem muhammedtegningerne og de efterfølgende samt nuværende omstændigheder, som et eksempel på noget, der virkelig stiller spørgsmål til tilværelsens grundvilkår og ikke mindst afdækker, at der ikke er et entydigt svar på de spørgsmål.

 

Undervisningsministeriets Fælles Mål for kristendomskundskab (2009) kalder dette element af undervisningen for den religiøse dimension og formålet søger at skabe grundlaget for en bredere forståelse af religion hos eleverne. Et nobelt foretagende, som jeg mener, muhammedtegningerne  kan varetage. Men skal den varetagelse bestå i direkte trykning af tegningerne i skolebøger eller er det irrelevant?

 

 

Har ingen didaktisk værdi hos eleverne

 

Det vurderer undervisningsforlaget Clio, og de har derfor valgt at undlade selve tegningerne i det undervisningsmateriale, de har lavet om krisen, som bruges i folkeskolen. Deres kommunikationschef, Thomas Overholdt Hansen, udtaler til DR (6/3-15), at de tog den beslutning, fordi det er et følsomt emne. Han tilføjer, at de mener, det skal være op til den enkelte lærer, om han / hun vil vise de konkrete tegninger. Her indgår altså et element af frygt, og tegningerne vurderes på den baggrund for følsomme til at blive trykt. Men måske er det en fornuftig frygt, som bunder i andet end frygten for terror? Måske er det frygten for mangel på respekt overfor de elever i klassen, som vil finde tegningerne yderst stødende og måske derfor ikke få noget ud af den læring, som forsøges udøvet? Hvis en elev føler sig personligt stødt, tror jeg, at den konstruktive kommunikation vil ophøre, og hele formålet med at skabe en bred forståelse vil falde til jorden. I stedet skaber man et polariseret forhold mellem lærer og elev, hvor lærerens troværdighed svækkes.  

 

 

Muhammedtegninger skal være obligatorisk materiale

 

Det mener Dansk Folkeparti, som dermed konstaterer at vi bestemt ikke skal frygte noget som helst, tværtimod. Deres udlændingeordfører, Martin Henriksen, uddyber til DR: ”Lærerne skal have lov at undervise efter deres faglige vurdering, men vi kan jo godt som politikere sige, at der er nogle bestemte ting, som man skal undervise i. Og hvis vi siger, at de skal undervise i muhammedkrisen, så skal de altså også undervise i tegningerne. Og det vil have den konsekvens, at de også skal vises for klassen.” (6/3-15). Dansk Folkeparti vil altså ikke bare have trykt tegningerne i skolebøgerne, men tilmed kræve af lærerne at de viser tegningerne. Dermed fratages læreren et meget stort privilegium, nemlig metodefriheden. Selvom jeg er fuldstændig enig i, at der bør undervises i muhammedkrisen, mener jeg dog, at lærerens professionalisme kommer i første række. Den mener jeg, at man underminerer i denne sammenhæng, da det lige netop ligger den professionelle lærer på sinde at vurdere konteksten og elevernes forudsætninger først, for dermed at kunne udvælge materiale, metode osv.

Hvis konteksten for eksempel er en folkeskoleklasse, hvor størstedelen af eleverne har den fælles forudsætning, at de er muslimer, bør en lærer have mulighed for ikke at vise tegningerne. Dansk Folkeparti står alene med forslaget, så obligatorisk materiale bliver tegningerne nok ikke.

 

 

Kulturmødet skal muliggøres

 

Jeg mener ikke, der er grund til at frygte muhammedtegningerne i skolen, så længe de behandles med respekt og betænkelighed. Hvis man er på en skole, hvor der er forskellige kulturer og religioner, så skal de forskellige kulturer og religioner kunne fungere sammen. Hvis det kulturmøde ikke muliggøres, tror jeg forudsætningen for læring forsvinder. Selvfølgelig skal man også tage højde for den kultur, som ligger indgroet i de fleste danskere, nemlig kulturen at grine og at gøre grin med- og af hinanden. Den kultur bunder i den ytringsfrihed, som vi holder så meget af og bruger flittigt. Her er altså en udfordring for kulturmødet, hvor den ene lejr kæmper for retten til at sige til og den anden for retten til at sige fra. Jeg skal ikke begynde at forholde mig til om tegningerne overhovedet skulle have været trykt eller ej, da dette indlæg derfor ville blive betydeligt længere. Jeg vil dog forholde mig til tegningerne og krisen, som grundlag for læring.

Jeg har uden tvivl selv tænkt mig at bruge tegningerne og krisen i min undervisning. Jeg ser store muligheder i det og tror især udskolingselever vil få meget ud af at arbejde med emnet. Ydermere rummer emnet dimensioner fra både religion, samfundsfag og historie, og har derfor også stor tværfaglig relevans. Men vil jeg bare konsekvent vise tegningerne i enhver undervisningssammenhæng?

 

Nej, det vil jeg bestemt ikke. Ligesom vi har ytringsfrihed i Danmark, har vi også religionsfrihed. Og rigtig mange i Danmark bruger det frie valg til at vælge islam. Derfor må vi erkende at vi lever i et multikulturelt og multireligiøst samfund, hvor der ikke længere er den samme konsensus om tingene. Det mener jeg at vi, som lærere, må forholde os til og dermed samtidig forholde os til og respektere de forskellige mennesker, vi kommer til at møde.