Mennesket, et muligheds væsen!

 

Amalie Wulf Tulinius, årgang 2014

 

Vi skal tage hinanden i hånden, og føre hinanden på rette vej. Det skal vi ikke være bange for.

 

Alle i Danmark ved nu hvad Krudttønden er og hvor den ligger. Lørdag d. 14 februar blev den en central del af det, der er blevet kaldt et ”terrorangreb” mod Danmark.

 

 

Dårlig smag Helle T

 

Det er noget tid siden nu, men den grimme smag af frygt spøger stadig. Det er som om, folk holder fast i frygten. Politikerne drømmer om at kunne vinde vælgerne ved næste valg, medierne bruger fængende overskrifter, og forældre råber på hjælp fra myndighedernes side.

”Hvis man fjerner skønheden, skaber man rædslen”. Er det, det vi ønsker? Et samfund bygget på frygten for de fremmede, og tanken om at der er et ”os” og et ”dem”?

Mange så det som en foreningens handling, da vores statsminister stillede op, sammen med det jødiske samfund og fordømte angrebet og ønskede, at det er nu demokratiet må stå sin prøve og samle os på tværs af religioner. Men har det ikke altid været sådan Helle Thorning? Er det ikke sådan et demokratisk samfund, vi helst skulle have haft altid?

”De mørke kræfter”, som Helle Thorning Schmidt valgte at kalde det, er dem, der truer vores eksisterende samfund. At kalde det for mørke kræfter, er en vending, der helt sikkert er, og vil blive tolket på mange forskellige måder. I nordisk mytologi er der også snak om mørke kræfter, der truer uden for murene. Men i dagens Danmark, har det en anden betydning at sige mørkets kræfter. At kalde det mørkets kræfter kan være farligt i en tid, hvor man netop har talt meget om formørkede islamister, og dermed sætter lighedstegn mellem islamister og terrorister. Så hvis hensigten var at forsone på tværs af etnicitet og religiøse overbevisninger, skulle Helle Thorning have valgt andre ord end ”mørke kræfter”.

 

 

Som lærerstuderende er det vores pligt at forholde os til, hvordan et menneske kan komme så langt ud, at det beslutter sig for at tage andre menneskers liv og selv at blive dræbt pga sine handlinger.

I Kristeligt dagblad lørdag d. 28 marts udtalte Tom Andersen Kjær, præst på Herlev hospital, at man aldrig fuldt og helt kan gardere sig imod, at et menneske vil tage uskyldige med i sit eget fald.

Det kan han have helt ret i, men forebyggelsen er stadig vigtig, og her spiller læreren en helt afgørende rolle.

 

 

Et krav om kærlighed

 

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.” (“Den etiske fordring” (1956), s. 25)

 

 

Vi baserer et fællesskab på mennesker og de sammenhænge de indgår i. I en skole er der et fællesskab, et hjem, hvor alle har et fælles ansvar for hinandens liv, leg og læring. Den danske teolog og filosof K. E. Løgstrup (2.9.1905-20.11.1981) gør opmærksom på det ansvar, der følger med det, at være et menneske. Et menneske, der møder sin næste, har sin næstes liv i sine hænder, og kan dermed gøre med det, hvad han eller hun vil. Det kan dreje sig om både stort og småt, liv eller død, glæde, sorg, smil eller gråd. For en lærer er det essentielt, at være opmærksom på sine medmennesker og give dem en unik chance, hver især, hver dag, for at blive taget i hånden og ført på rette vej.

 

 

Jeg var Omar el-Hussein

 

D. 14. marts bragte dagbladet Information artiklen ”Jeg var Omar el-Hussein”. Den skabte en hel del debat og med god grund. Her var der en ung mand, der var på vej ud på et sidespor. En ung fyr, der i sin opvækst oplevede, at blive set på som en af dem samfundet frygter, fordi han tilhører en anden etnicitet. Han brugte det som undskyldning for at tage hævn en dag, over det samfund, som frygtede ham. Heldigvis blev han taget i hånden af sin lærer. Hjælpen kom fra uventet kant, men den kunne ikke have været mere ønsket. Læreren tog ham til sig, tilbød ham sit hjem og i dag er manden, der kunne have været Omar, i gang med en professionel skuespiller karriere.

 

 

Mennesket er et muligheds væsen

 

Det kan lyde som store krav, jeg stiller til det at være lærer. Og det er det vel egentlig også. Men det er det, vi siger ja til, når vi vælger, at ville være lærere. Vi ved, at der følger et stort ansvar med, men er det ikke også derfor, vi vil være lærere? At se mennesker som “muligheds væsner”, som den tyske filosof Martin Heidegger (26. september 1889 – 26. maj 1976 ) også kalder mennesket, er den opgave, der ligger foran os - at kunne fremme det bedste i de elever, vi møder på vores vej og se mulighederne i hver enkelt. Om det så er Jytte, Peter, Hussein, eller Omar, så er det vores fulde ansvar som lærere, at tage eleverne i hånden og lede dem på rette vej.  Det er det, der gør, at vi har det bedste job i verden. Eksemplet med den unge mand, der kunne være endt som Omar el-Hussein, beviser, at det er muligt.